OEUVRE.ORG The Arts and Humanities Web Site

At nærværende fremstilling er "tofoldig" betyder at der ligger et spring (i Kierkegaardsk forstand) mellem 1. og 2. del (appendiks). Med den tofoldige redegørelse skal der vises et tilfælde hvor Nietzsches filosofi tager sin læser til fange; ved det at læseren kun kan blive sig selv, i.e. blive fri, ved at vælge den slavemoral som Nietzsches filosofi fordømmer. Med dette eksempel skal det problematiske ved en loyal Nietzsche-sekundærlitteratur illustreres.

Indhold

1. del

Fortale
Indledning
Problemer med fremstillingen
Meditationer - en præsentation
Nietzsche versus Sokrates - problemer med sammenligningen
Filosoffen uden begreber
Dialogen: Det Gode (specialets bedste del!)
Er Nietzsche dæmonisk?
Slutningen af dialogen: afsløring af Nietzsche?
Forholdet til sandheden hos Nietzsche, Sokrates og Kierkegaard
Sokrates's forhold til "det gode"
Sammenligning af Nietzsche og Sokrates, med udgangspunkt i Gorgias
Nietzsches forhold til smerten
Sokrates's forhold til smerten i Faidon
Hverken Sokrates eller Nietzsche vil lystre smerten
Sokrates's forhold til smerten i livet - begrundet med Antropologien
Nietzsches erkendelse
Nietzsches filosofi som en ny religion
Nietzsche contra Johs. Climacus
En "åndelig" læsning

2. del

Exit Nietzsche: en frafaldens bekendelser
En sidste dialog-replik
Spørgsmål til en befalingsmand
Nietzsche og Kierkegaard
"At vælge sig selv" - dialektik mellem Nietzsche og Kierkegaard
Analyse af begrebet suggestion
Slutning (appendiks)
Slutning (samlet materiale - 1. og 2. del)
Litteratur

FORTALE
Det var oprindeligt intentionen at give "en sammenlignende redegørelse til belysning af forskelle og ligheder mellem Nietzsches moralfilosofi og Sokrates's ditto". Det viste sig dog hurtigt at der forud for en sådan redegørelse lå alvorlige metodiske problemer, som først måtte behandles. At springe de metodiske problemer over (og gå lige til sagen!), er - som nærværende fremstilling vil klargøre - som at springe bevægelsens problem over (hvorledes komme til sagen...); eller - hvilket er det samme - det er, ikke at have blik for hvad Kierkegaard har kaldt dæmoniens problematik. Eftersom de problemer der går forud for den oprindeligt planlagte sammenligning altså er af gedigen filosofisk natur, er det med disse problemer vi her vil beskæftige os... Nærværende fremstilling vil altså forsøge at tilvejebringe grundlaget for den sammenligning der oprindeligt skulle have været foretaget - fremstillingen har således nedsænket sig i det spændingsfelt, hvor der bestandigt ses hen til det spørgsmål der oprindeligt skulle have været besvaret; og dog er det ikke så meget selve dette spørgsmål der her skal besvares, som det er grundlaget for dets besvarelse der skal diskuteres. Som dæmoniens problem (Begrebet Angest) knytter an til problemet med hvorledes "det evige kommer ind i tiden", i.e. problemet om "paradoxet" (Filosofiske Smuler) - så kunne denne fremstilling bære undertitlen: "En undersøgelse af det dæmoniske. - Eller: Hvorledes forstå det ubegribelige?" Nærværende fremstilling kan altså ses som en indirekte besvarelse af disse spørgsmål.

INDLEDNING
Det er intentionen i denne fremstilling at diskutere nogle moralfilosofiske problemstillinger, således at det i særlig grad er filosofien hos Nietzsche der skal søges belyst. At Nietzsche er valgt som den filosof omkring hvilken interessen skal centrere sig, skyldes at han er meget problematisk - af flere grunde: (1)a) Nietzsches fremstillingsform gør hans filosofi uafrystelig i kraft af en stærkt suggestiv effekt. b) Sproget er poetisk og er derfor ikke umiddelbart tilgængeligt for en rationel behandling. (2) Nietzsches filosofi er - set fra et mere gængs moralfilosofisk standpunkt - selve inkarnationen af "det onde", hvilket vil sige at vi i Nietzsche har UDFORDRINGEN til store dele af moralfilosofien. Det er fristende at afstå fra at ville beskæftige sig med Nietzsche pga. hans fjendtlige attitude og radikale standpunkter: At vi ikke skal tage hensyn til de svage - "en sådan etik kan vi simpelthen ikke acceptere" - eller: "til sådanne konklusioner ønsker vi ikke at nå". Hvor tit hører man ikke sådanne udsagn - og hvor er det modbydeligt! At ville afstå fra at beskæftige sig med Nietzsche med sådanne begrundelser, er at spotte manden med læberne og ære ham i hjertet, i.e. ikke at ville indse at man herved antager et nietzscheansk standpunkt; da man lader smagen være afgørende fremfor argumentet. Vi ser her at modsætningen til Nietzsches metode er den rationelle argumentation. Som kontrast til Nietzsche skal derfor logikeren par excellence - Sokrates - inddrages; da sidstnævnte også med hensyn til det filosofiske indhold danner modpol til Nietzsche.

PROBLEMER MED FREMSTILLINGEN
At forene Sokrates og Nietzsche - eller blot at lade dem tale sammen - er som at forene ild og vand: Antages den logiske synsvinkel, dvs. forsøger man at bringe Nietzsche ind i en rationel diskurs, da har man allerede fornægtet ham ved at forudsætte det som skulle vises (at Sokrates var ham overlegen). Alternativet er at starte hos Nietzsche uden rigtigt at vide hvad man skal gøre ved ham (det hedder ikke her, at starte hos Nietzsche med et ydmygt sind - det ville være meget, meget lidt i Nietzsches ånd. Nej, man må starte hos Nietzsche for sin egen skyld, i.e. for at se om man kan lære noget af ham) - i et forsøg på at bringe det ikke-rationelle i forbindelse med det rationelle uden at det ikke-rationelle derved ødelægges. Eftersom den sidste mulighed angiver den eneste farbare vej er det ad den vi her vil bevæge os. En dialog For at yde Nietzsche så megen retfærdighed som muligt vil der i denne fremstilling blive præsenteret en dialog - dette ud fra følgende hensyn: (1) Selve det at ville afhandle om Nietzsche er som nævnt et anti-nietzscheansk projekt, hvorfor det er tvivlsomt hvor meget af Nietzsches ånd der vil overleve når allerede metoden forråder den. (2) Det skal forsøges i dialogen at indfange Nietzsches særegne sprogbrug. (3) Nietzsches filosofi tager sigte på handlen fremfor erkendelse. Under denne synsvinkel skal det vises hvorledes Nietzsche "opererer" in concreto. Med en dialog bliver det muligt at indplacere Nietzsche i den faglige kontekst, således at dialogen kan danne baggrund for de problemstillinger der i den øvrige fremstilling skal diskuteres.

MEDITATIONER - EN PRÆSENTATION
Nu først en præsentation af nogle grundliggende begreber og temaer hos filosoffen der "ikke er bornert nok til et system". Denne præsentation kan derfor ikke være en systematisk afhandling, men må nærmest have karakter af at være meditationer i tilknytning til forskellige temaer...

Viljen til magt
Alt er en vilje til magt, siger Nietzsche(1). Udsagnets dunkelhed forsvinder når det påtænkes at Nietzsche regner Schopenhauer for sin lærer(2): Ligesom Schopenhauer overalt ser objektiveringer af verdensviljen - i planeternes bevægelser, menneskelegemets funktioner, fødsel og død i naturen; ja, endog selvmorderens selvmord er en sådan objektivering af verdensviljen - så ser Nietzsche altså overalt viljen til magt. Eller, mere præcist - med inddragelse af Nietzsches anden lærer, Heraklit: Nietzsche ser overalt krigen som et udtryk for viljen til magt.

Slaveopstanden i moralen
Således gælder det f. eks. om vor moralopfattelse (den kristne moral), at den er et produkt af de svages (slavernes) magtvilje. Kristendommen har ved at favorisere de svage og udstødte tiltvunget sig magten over de stærke (herrerne). Dette er den såkaldte slaveopstand i moralen. Det er på dette sted at Nietzsche fremsætter sin alternative moralopfattelse - der skal give herrerne styrken tilbage. Men hvorfor ønsker Nietzsche at gribe ind i denne krig på magtviljer - er det fordi slaverne er umoralske? (Når spørgsmålet stilles således forventer spørgeren et svar der falder indenfor hans egen moralopfattelse (slavemoralen) - og glemmer at spørgsmålet skal besvares ved hjælp af en for ham endnu ukendt moralopfattelse (herremoralen)). Slaverne er ikke umoralske i den forstand at de gør "det onde". Fejlen ved dem er at de er "slette" (dårlige). De er slette i den forstand at de ødelægger livet ved at gøre det småt, når det kunne være stort og smukt og farligt! Moralopfattelsen udspringer altså fra en teleologisk synsvinkel. Det er dette Nietzsche udtrykker med vendingen og bogtitlen, "Hinsides godt og ondt". I dette hinsides findes nemlig begreberne godt og slet.(3)

Lægen
Nietzsche betragter sig selv som en læge. Dels stiller han en ubarmhjertig diagnose på den vesterlandske kultur og civilisation - den er dekadent - dels formulerer han - alene ud fra det meget overordnede perspektiv, at det er livet der skal fremmes - en endnu mere ubarmhjertig modgift; den alternative moralopfattelse.

Omvurdering af alle værdier
Som konsekvens af det standpunkt at den kristne moral er en sygeliggørelse af livet forlanger Nietzsche en omvurdering af alle værdier. Dette indebærer væsentligst følgende: (1) Det selviske skal foretrækkes for det uselviske. Eller rettere: Det selviske er realiteten - hos den stærke. Det uselviske er hos slaverne et dydsideal; vel nærmest fordi de hver i sær mangler et selv. Kun forenede under illusionen om det uselviske kan slaverne kompensere for deres manglende selv, og således vinde styrke i krigen mod herrerne. Om paradigmet på uselviskhed - Jesu liv - siger Nietzsche: At han døde for sin egen skyld! Vi ser her hvorledes illusionen om at han skulle dø for menneskers (i.e. deres synders) skyld, knuses med hård hånd: Der gives intet højere end det selviske. (2) Sansning skal foretrækkes fremfor fornuft. Igen gælder det at det reale er sansning. Betegnende for synspunktet er det når Nietzsche siger: "Mit geni sidder i næseborene"! Kristendommen har med sin "legemsforagt" og sit "had til sanserne" ødelagt livet ved at fornægte det. Sang, dans og latter er Nietzsches nye dyder.(4) Det fornemme I det uselviskheden forkastes, forkastes også medlidenheden med de svage. Problemet med medlidenheden er nemlig at den er årsag til at den medlidende mister højde. At stræbe efter "højde" er endnu et dydsideal - ved dette skal forstås; (1) dels at man stræber efter sit eget, sine egne mål; (2) dels at man lægger afstand til andre, hvilket naturligvis først og fremmest gælder slaverne/"pøbelen". Ved denne læggen afstand udtrykker man distancens patos. Denne læggen vægt på forskelle og afstand er et udtryk for fornemhed, dvs. egentlig dyd.(5)

Lidelsen (samt opgøret med pessimismen)
Nietzsche besynger lidelsen som det der skaber forskelle mellem mennesker og isolerer individer. Lidelsen er derfor et gode; den skaber dyd og højde. Smerten er livets optugter - at den gør ondt er ikke noget argument imod den. Vi er her på måske det mest centrale sted i Nietzsches filosofi. - Det sted der indledningsvis blev refereret til da det blev nævnt at Nietzsche for en stor del af moralfilosofien må fremstå som selve inkarnationen af "det onde". "At skære i det levende", nævner Nietzsche som det han ikke viger tilbage for. Men hvad ligger der i dette? (1) Der ligger naturligvis det ovenfor udviklede, at Nietzsche hilser de af slavemoralen forhadte følelser og lidenskaber velkomne: Krigen, hadet, afstanden osv. (2) Der ligger at smerten er en del af livet som man må ville; a) da smerten som ovenfor udviklet arbejder i livets tjeneste; b) da man må overvinde den metafysiske pessimisme. Schopenhauer var pessimist. Han mente om livet, at det var bedre om det ikke var - idet han så det som en stadig skiften mellem smerte og kedsomhed. Anskuelsen fik den konsekvens at askesen blev det etiske ideal - kun således kunne man se en vej ud af verdensviljen. Man måtte afdø fra sin vilje for at opnå det højeste: Intet at ville. Dette betragter Nietzsche som nihilisme, idet han ser det som udtryk for at man qua magtvilje VIL intet. I Nietzsches øjne er der altså ikke tale om at man formår at tæmme, eller vikle sig ud af, viljen - man opnår med det asketiske ideal kun en dekadent vilje og livsanskuelse: Man skaber en selvmodsigelse dersom man ikke lader livet ville sig selv, i.e. at lade magtviljen i en selv ville livet!(6)

NIETZSCHE VERSUS SOKRATES - PROBLEMER MED SAMMENLIGNINGEN
At foretage en sammenligning mellem A og B er at tilvejebringe noget tredje. At ville beklage at dette tredje ikke umiddelbart er tilgængeligt, på samme måde som A og B er det, er derfor en misforståelse. Dog gælder det at forholdet mellem A og B kan være af en sådan karakter, at en sammenligning mellem de to vil være en mere middelbar udredning end tilfældet almindeligvis er. Netop således gælder det om forholdet mellem Nietzsche og Sokrates. At Nietzsche er adskilt fra Sokrates med 2300 år er imidlertid ikke problemet, for hos Platon har vi allerede svaret på nogle etiske standpunkter der minder stærkt om Nietzsches: I "Staten" fremfører Trasymachos det standpunkt, at det retfærdige er hvad der er den stærkes interesse. I "Gorgias" fremfører Kallikles den tese at det er sanseligheden og dennesidigheden der er det attråværdige fremfor Sokrates's askese og hinsides-etik. - Problemet i sammenligningen mellem Nietzsche og Sokrates er, at den Sokrates som Nietzsche ser og opponerer mod, ikke er Sokrates som han forstår sig selv. Vi har derfor i sammenligningen at gøre med en fordobling af Sokrates-skikkelsen.

Kierkegaards forhold til Sokrates
Er det ikke uundgåeligt at Nietzsche forstår Sokrates anderledes end Sokrates forstår sig selv; eftersom Nietzsche qua filosof udgør et nyt syn på verden? - vil man måske spørge. Lad spørgsmålet finde sin besvarelse med inddragelse af Kierkegaards forhold til Sokrates: For Kierkegaard udgør det sokratiske "det højeste" før kristendommen. - Det højeste, hvad? Se, det er netop problemet: Kierkegaard ser en modsigelse hos Sokrates og mener også at Sokrates selv ser den. Modsigelsen kan udtrykkes ved at Sokrates betragter etikken som det højeste uden at kunne begrunde den, hvilket resulterer i den sokratiske ironi - det ironiske er for Kierkegaard netop vidnesbyrdet om selvindsigten hos Sokrates. I det ovenfor udviklede ses det hvorledes Kierkegaards opfattelse stemmer overens med Sokrates's opfattelse af sig selv. Men naturligvis har Kierkegaard også en opfattelse af Sokrates der ikke deles af Sokrates - ellers ville Kierkegaard jo blot være sokratiker: For Kierkegaard gælder det nemlig at det sokratiske er det højeste før det kristne, dvs. det højeste før åndens indtræden i verden. Hermed er modsigelsen i det sokratiske opklaret, vi er gået ud over den sokratiske forståelse, og spørgsmålet som ikke kunne besvares inden for det sokratiske kan nu besvares: Spørgsmålet om "hvad" er det sokratiske? - Det sokratiske er den højeste form for åndelighed (for så vidt som man kan tale om åndelighed før åndens indtræden i verden). Eftersom det sokratiske var før det kristne kunne det kun ane sin egen åndelighed, men ikke begribe den, i.e. begribe sig selv - med Kierkegaard når det sin forklaring. Om Sokrates vil acceptere Kierkegaards udvidede syn på ham, har vi jo kun Kierkegaards vidnesbyrd for - men udvidelsen er jo foretaget i overensstemmelse med en gedigen rationel tankegang, der yder det behandlede materiale retfærdighed: Kierkegaard ser en modsigelse og bringer den til forklaring (ophævelse) i en større forståelsesramme.(7) Når altså også Kierkegaard har en dobbelt Sokrates-figur, hvad er så det problematiske hos Nietzsche - er Nietzsche måske ikke en "gedigen" tænker? Det er han vel, men han er ikke en "rationel" tænker! Nietzsches metode består derfor ikke i at forstå og forklare Sokrates. Nietzsches metode er at bekrige! Og den Sokrates-skikkelse Nietzsche ser er meget, meget fremmed for Platons forståelse af Sokrates, Kierkegaards forståelse, samt den forståelse man i filosofihistorien almindeligvis har af Sokrates.

Nietzsches opfattelse af Sokrates
Hvor Platon, Kierkegaard, og den almindelige opfattelse af Sokrates gengiver Sokrates som en venlig og vis mand der med sin jordemodermetode hjalp andre mennesker mod det mål de, bevidst eller ubevidst, tragtede efter at nå - har Nietzsche en ondsindet og dekadent mand der er slemt tynget af ressentiment. Pga. sin hjælpeløshed i andre discipliner må han for at komme af med sin "pøbelvrede" underkaste andre mennesker sin vilje til magt i en dialektisk agon (væddekamp).(8)

Forskellen mellem de to opfattelser af Sokrates
Hvor i består den væsentligste forskel mellem de to betragtningsmåder? Vi er her igen ved den vanskelighed der består i at bringe Nietzsche ind i en traditionel akademisk diskurs: Den væsentligste forskel er nemlig at det første sted er Sokrates venlig; det andet sted er han uvenlig eller fjendtlig. Mere præcist er det måske at sige at der er kærligheden til forskel. Det er nærliggende at anklage Nietzsche for en ukærlig og respektløs behandling af Sokrates - det skal da også senere diskuteres om Nietzsche er dæmonisk - men denne anklage er forhastet. Mere nøjagtigt er det at sige, at forskellen mellem Platon m.fl.s opfattelse af Sokrates og Nietzsches opfattelse af Sokrates er, at Platon m.fl. tror på kærligheden og velviljen hos Sokrates og at Nietzsche ikke gør det.

FILOSOFFEN UDEN BEGREBER
Men hvad er det da Nietzsche tror på og har respekt for? Som nævnt ser Nietzsche overalt viljen til magt; hvad han ser når en dialog finder sted er derfor ikke en argumentations semantiske indhold - han ser (rettere: lugter) derimod objektiveringen af en overindividuel struktur. På individniveau gør Nietzsche også en iagttagelse: Han ser hvorledes instinkterne arbejder i menneskerne. At der skulle være tale om begreber eller om bevidsthed er for Nietzsche at se blot at omdøbe hæsligheden ved en eufemisme - og Nietzsche gør netop oprør mod dette hykleri! Tror han da ikke på begreberne? På dette spørgsmål må man med Nietzsche svare: Jamen, begreberne er resultatet af en instinktiv virksomhed, og dialogen er en kamp på magtviljer! Kun i den forstand at Nietzsche identificerer begreberne (og argumentationen) med noget andet, kan man sige at han har begreber; særkendet - og vanskeligheden - ved ham er netop at han ikke har begreber. Har han, eller har han ikke begreber? - vil man spørge. Spørgsmålet er udtryk for at spørgeren selv tror på begrebet, men har svært ved at begribe(!) hvorledes man kan filosofere uden begreber. Svaret er at Nietzsche ikke har begreber, da han ikke har begreber sådan som f.eks. Hegel, Kierkegaard og Platon har begreber; dvs. begreber til hvis indhold man kan spørge - og få svar af begrebet.

Svar til en "begrebsalbino"
Er det overhovedet værd at bruge tid på en "filosof" der ikke har begreber? - vil spørgeren måske fortsætte. Svar: Hvad Nietzsche har når han "lugter" til forskellige forhold er hvad man kan kalde en sensualistisk intuition (med dette udtryk forsøger jeg at angive at intuitionen kommer nede fra, fra sanserne (instinkterne), fra mennesket som dyr - dette, i modsætning til den intuition der kommer fra det højere intellekt (for så vidt som man kan tale om en modsætning)) - og hvorledes den forholder sig til begrebstænkningen er vel nok værd at finde ud af! Jamen, udslynger Nietzsche ikke bare diverse påstande efter eget forgodtbefindende? Dette være den anklage man, når man tænker allerdårligst om Nietzsche, vil kunne rejse. Spørgsmålet antyder altså at der intet er at lære af Nietzsches tænkning (ja, netop tænkning!) Svar: Spørgeren der tror på begrebet må vel så også have et begreb der forklarer Nietzsche - ellers vil der jo endnu være noget at lære, hvilket netop vil være erhvervelsen af det begreb der forklarer Nietzsche. Hvis spørgeren altså har den fulde forståelse, hvorfor spørger han så? - Han ved jo besked, altså må han sige hvorledes det forholder sig! Om spørgeren nu er arrogant eller vis, når han afviser Nietzsche som en af hvilken han ikke kan lære noget, vil altså give sig udtryk i om affærdigelsen fremsættes som et spørgsmål (den arrogante) eller som et udsagn (den vise). (Dette, for så vidt som den arrogante ikke er arrogant nok til også at lade hånt om sandheden, i hvilket tilfælde hans affærdigelse af Nietzsche også vil kunne finde udtryk i et udsagn). Nu følger den omtalte dialog - bagefter skal de problemer den rejser diskuteres. Med dialogen er problemet med den dobbelte Sokrates-skikkelse løst: Sokrates's replikker gengiver det platoniske syn på Sokrates - i Nietzsches reaktion aftegner den anden Sokrates-skikkelse sig.

Videre til specialets bedste del!

NOTER

(1)"Denne verden er viljen til magt - og intet andet! Og I selv er denne vilje til magt - og intet som helst andet!" Fra afsnittet "Den evige gentagelse", Heinrich Mann: Nietzsche, Martins forlag 1964.
(2)Schopenhauer som Nietzsches lærer - se f.eks. Lars-Henrik Schmidt, Den sociale excorsisme p. 142.
(3)Friedrich Nietzsche, Zur Genealogie der Moral # 2,# 3, #4, #5, #6, #7, #11
(4)Friedrich Nietzsche, Der Antichrist (# 62), Also sprach Zarathustra.
(5)Friedrich Nietzsche, Der Antichrist, Forordet, #1, #43.
(6)Heinrich Mann, Ibid. pp. 128 - 138 (Europæisk nihilisme), pp. 168 - 170 (Den evige gentagelse). Friedrich Nietzsche, Der Antichrist #7.
(7)For Kierkegaards forhold til det sokratiske - se: Filosofiske smuler og Begrebet Angest p. 171 - 172 (Fodnote til "Øieblikket").
(8)Heinrich Mann, Ibid. pp. 66 - 73 ("Sokrates's problem").

Videre til specialets bedste del!